Efter en hård druktur blev kunstneren Edvard Munch, som i forvejen var plaget af psykiske problemer, i 1908 indlagt på en klinik i København med nervesammenbrud. Der forvandlede han sit sygeleje til et atelier og udarbejdede blandt andet mappen Alpha og Omega. Denne fortælling handler om det første menneskepar på en ø. Deres paradis bliver hurtigt ødelagt af Omegas kærlighed til de andre beboere på øen. Til sidst dræber Alpha sin kone, hvorefter han selv bliver myrdet af hendes efterkommere, som hun har avlet med andre partnere. I denne forbitrede parabel bearbejdede Munch sine egne fallerede kærlighedsrelationer, men den var også et opgør med den åbne seksualmoral blandt Kristianias kunstnerbohemer, hvor personlige modstandere som Gunnar Heiberg blev karikeret som lystne dyrevæsener.
På udstillingen kan man se 10 motiver tillige med en indholdsfortegnelse, som Munch også gav en kunstnerisk udformning; i alt omfatter serien 18 motiver. Munch blev foreslået at forsyne sit værk med en ledsagetekst for at gøre det lettere at forstå. Det gav anledning til det følgende prosadigt, som Munch skrev på norsk og fransk, og som blev udgivet for første gang i 1913 i et katalog til hans grafik.
1 (ikke udstillet)
Alpha og Omega var de første mennesker på øen.
Alpha lå sovende og drømte i græsset.
Omega kom hen til ham og blev nysgerrig ved synet af ham.
Hun knækkede et bregneblad af og vækkede ham ved at kilde ham.
2
Alfa elskede Omega.
De sad om aftenerne lænede op ad hinanden og så på den gyldne månesøjle,
der vuggede og rokkede sig i havet rundt om øen.
3
De gik ind i skoven, og i skoven var der mange underlige dyr og planter; der var underligt mørkt derinde, men der var også mange herlige, små blomster.
Engang skræmtes Omega, og hun kastede sig voldsomt ind til Alfa.
Mange dage var der lutter solskin på øen.
4
En dag lå Omega uden for skoven i solskinnet,
Alfa sad længere inde i skoven i skyggen.
Pludselig voksede en vældig sky op af havet, og den væltede sig mere og mere ud over himlen og kastede sin skygge over øen.
Alfa råbte på Omega, men Omega hørte intet.
Da så Alfa, at Omega holdt en slanges hoved mellem sine hænder og stirrede på dens funklende øjne, en stor slange, som var kommet krybende op mellem bregnebladene og langs med hendes legeme.
Med ét styrtede regnen ned fra himlen, og Alfa og Omega forfærdedes.
5 (ikke udstillet)
En dag møder Alpha slangen i det fri,
kæmper med den og dræber den for øjnene af Omega,
der så til i en vis afstand.
6
Engang traf hun bjørnen.
Omega skælvede, da hun mærkede bjørnens bløde pels mod sit legeme,
og da hun lagde en arm om dens hals, forsvandt den i pelsen.
Omega mødte en digterhyæne, lidt luvslidt i pelsen.
Hendes vanlige elskovsord bed ikke rigtig på ham, så hun flettede en laurbærkrans med sine bløde, små hænder. Og idet hun ømt nærmede sit søde ansigt til hans bitre hoved, kronede hun ham med kransen.
7 (ikke udstillet)
Tigeren kommer med sit vilde pandehår
helt tæt på Omegas lille, forlokkende hoved.
Omega føler ingen angst.
Hun lægger sin fine, lille hånd i tigerens mund og kæler for hans tænder.
8 (ikke udstillet)
Da tigeren møder bjørnen, vejrer han Omegas duft,
som stammer fra æbletræets blege blomster,
som Omega elsker overalt på jorden og kysser hver morgen ved solopgang.
De kæmper mod hinanden og sønderflænger hinanden.
Pludselig bytter de to plads – som på et skakbræt, der endnu ikke var opfundet.
Omega smyger sig op ad Alpha.
Nysgerrige og uden at forstå, hvad det er, der sker her,
løfter de andre dyr hovedet for at følge med i legen.
9 (ikke udstillet)
Omegas øjne ændrede sig hele tiden.
Almindeligvis var de lyseblå, men når hun så på sine elskere,
blev øjnene sorte med funklende karminrød.
Så skete det, at hun skjulte sin mund bag en blomst.
10 (ikke udstillet)
Omegas øjne
11
Omegas sind var skiftende.
En dag så Alfa hende sidde ved åen, kyssende et æsel, der lå i hendes skød.
Så Alfa hentede strudsen og lænede sig mod hendes hals,
men Omega så ikke op fra sin yndlingsbeskæftigelse, at kysse.
12
Omega følte sig træt og var ked af ikke at kunne eje alle dyr på øen.
Hun satte sig ned på græsset i voldsom gråd.
13
Så rejste hun sig og løb syg omkring på øen og mødte svinet.
Hun knælede ned og skjulte sit legeme i sit lange sorte hår
– og hun og svinet så på hinanden.
14
Men Omega kedede sig. En nat, hvor månens grundsøjle vuggede sig i vandet, flygtede hun på et dådyrs ryg over havet til det lysegrønne land, der lå under månen.
Alfa var igen alene på øen.
15
En dag kom hendes børn til ham;
en ny slægt var spiret frem på øen.
De samlede sig om Alfa, som de kaldte far.
Der var små grise, små slanger, små aber og små rovdyr og andre bastarder af mennesket. Han fortvivledes.
16 (ikke udstillet)
Han løb langs vandet,
himmel og hav havde en rødlig kulør.
Han hørte skrig i luften og holdt sig for ørene.
Himmel, jord og hav rystede, og han følte stor angst.
17 (ikke udstillet)
En dag førte hjorten Omega tilbage.
Alpha sad på stranden, og hun kom hen til ham.
Alpha kunne mærke sit blod komme i oprør.
Hans muskler svulmede op, og han slog Omega så voldsomt, at hun døde.
Da han bøjede sig over den døde og så på hende, forskrækkedes han over hendes ansigtsudtryk.
Det var det samme som dengang i skoven, hvor han havde elsket hende højere end nogensinde.
18
Mens han endnu så på hende, blev han overfaldet bagfra af alle hendes børn og øens dyr, som rev ham i stykker.
Den nye slægt opfyldte øen.
