Den norske maler og grafiker Edvard Munch (1863-1944) regnes for en af grundlæggerne af moderne kunst. I sit værk bearbejder han eksistentielle stemningslejer og udvikler en symbolsk-ekspressiv fremstilling af den
moderne sjæls afgrunde. I begyndelsen af det 20. århundrede kæmper den følsomme kunstner med følgerne af et mislykket kærlighedsforhold. Han gennemlever en kriseperiode, som kulminerer i et nervesammenbrud i 1908. Under et otte måneder langt ophold på Dr. Daniel Jacobsens sanatorium i København forvandler Munch sit sygeværelse til et atelier og udvikler en ny ekstrovert og ekspressiv stil. Det er i denne periode mesterværket Alpha og Omega bliver til, en grafikmappe bestående af 22 litografier og et trykt prosadigt. Tilsammen danner de en billedparabel, som episodisk fortæller historien om Alpha og Omega, de første mennesker på en øde ø. Munchs heftige besættelse af kønnenes kamp bliver intensiveret til det groteske i denne ø-fantasi, der kan betragtes som et
ronisk opgør med Kristiania-bohèmens libertære seksualmoral. Personlige fjender bliver karikeret som kimærer og til sidst dræber Alpha Omega og bliver selv spist af mennesker i dyreskikkelse. Munchs menneskelige
bestiarium, som tilhører traditionen efter William Hogarth og Francisco Goya, fremstår som et vrængbillede af samfundet.
Udstillingen er kurateret af den østrigske Munch-specialist Dieter Buchhart i samarbejde med Museum Kunst der Westküste.
