INDRE VERDENER Erindring - Nostalgi - Eksotisme

29. maj 2011 til 15. januar 2012

Udstillingen beskæftiger sig med interiøret som motiv i billedkunsten. Med udgangspunkt i Sammlung Museum Kunst der Westküste indsættes det 19. og 20. århundredes malerier i en spændingsfyldt dialog med samtidige positioner inden for især fotografi og video. I den forbindelse rettes søgelyset mod de æstetiske sammensmeltninger mellem indre og ydre verdener, mellem individ og omverden. Interiøret afslører sig her som værende et rum for en sjælelig tilstand og en scene for det eksotiske, men også som et erindringssted, der åbner op for mulige tidsrejser. Udstillingen præsenterer malerier af Anna Ancher (1859-1935), Otto Heinrich Engel (1866-1949), Julius Exner (1825-1910), Vilhelm Hammershøi (1864-1916), Jozef Israels (1825-1911), Carl Ludwig Jessen (1833-1917) og Emil Nolde (1867-1956). Disse værker indgår i dialog med værker af den østrigske kunstner Lisl Ponger (f. 1947), der har det eksotiske som tema, og med nostalgiske fotografiske opstillinger af den tyske fotokunstner Anna Lehmann-Brauns (f. 1967). Johannes Vermeers (1632-1675) berømte Pige med perleørering fra 1665 dukker op i moderne interiører i østrigeren Dorothee Golz' (f. 1960) digitale malerier, og i den danske kunstner Christina Bredahl Duelunds (f. 1967) videoværk opføres en forunderlig interiør-ballet i et oversvømmet rum, ledsaget af Chopin-toner. Endelig har Isa Melsheimers (f. 1968) betonmodel Restaurant Øparadis forbillede i den østtyske ingeniør Ulrich Müthers (1934-2007) revolutionære skalbygninger, som sidenhen har fået kultstatus blandt yngre arkitekter. Udstillingen Indre verdener. Erindring – Nostalgi – Eksotisme tematiserer krydsfeltet mellem model og iscenesat virkelighed. Indblikket i de indre rum giver beskueren et indblik i helt andre tider og virkeligheder.

Kunstnere: Lisl Ponger, Dorothee Golz, Anna Lehmann-Brauns, Christina Bredahl Duelund og Isa Melsheimer, endvidere Vilhelm Hammershøi og Emil Nolde fra samlingen på Kunstmuseet i Tønder, og Otto Heinrich Engel, Julius Exner, Jozef Israels, Carl Ludwig Jessen og Max Liebermann fra Sammlung Kunst der Westküste. Der udgives et katalog i forbindelse med udstillingen.