UTE BEHREND Mermaids

22. marts 2012 til 03. juni 2012

I sine foto- og videoarbejder kombinerer kølner-kunstneren Ute Behrend (f. 1961) øjebliksgengivelser af hverdagslivet med poetiske iscenesættelser. I de konsekvent parvist arrangerede billedkollager optræder hverdagens uoverskuelighed således altid inden for en eventyrlignende eller længselsfuld fortællingshorisont. Video-værket Mermaids (2007) viser i den ene side af billedfladen en række naturoptagelser af vandløb og havudsigter, der unddrager sig enhver tidslig og geografisk bestemmelse. I den anden side ser man forskellige triste og forladte sets, hvor syv unge kvinder optræder, som om de synger på en scene. De trøstesløse kulisser virker som allegorier over knuste forhåbninger og understreger sangerindernes ensomhed. Deres henført sungne klage- og kærlighedssange (f.eks. The more I see you af Gordon/Warren, How deep is the ocean af Irving Berlin eller Comes Love af Brown/Tobias/Stept) smelter sammen med den uophørlige brusen fra de parallelt afbildede vandmasser, så der opstår en slags disharmonisk kanon-effekt. De optrædende kvinder fremstår som moderne havfruer, der er skæbnesvangert forbundet med vandets energier og drevet af et aldrig indfriet behov for befrielse.