De iøjnefaldende elementer i værkerne bestående af lysende farver, størrelsen af værkerne og det klare og næsten strenge formsprog taler for sig selv. Hvad det egentlig drejer sig om i de 15 farverige træsnit af den norske grafiker og træskulptur er dog ikke klart.
”Røst“ er titlen på hans grafiske serie og samtidig navnet på en øgruppe i udkanten af Lofoten, der ligger cirka 100 kilometer fra den norske kyst. De som kender til norsk historie ved måske allerede, hvad der skete dér højt mod nord for knap 600 år siden: I 1432 sejlede tre venezianske handelsskibe fra Kreta mod Brügge. Under en storm kom skibene, der blev ført af kaptajn Pietro Querini, ud af kurs og blev ødelagt på rejsen. De overlevende, herunder kaptajnen, strandede på den norske ø Røst, hvor de lokale fiskere hjalp dem. I sine erindringer beskriver Querini med stor entusiasme lokalbefolkningens naturforbundne måde at leve på, deres gæstfrihed og særligt produktionen af stokfisk (tørret, langtidsholdbar fisk, særligt torsk), den store norske eksportsucces, som han efter sin hjemkomst udbredte i Italien.
Men nu tilbage til Røst: Hvert år finder der en festival sted på Røst, der er arrangeret omkring Querinis historie. Hvert tredje år opfører man sågar en opera på festivalen. I 2017 inviterede de Are Andreassen til Røst for, at han kunne beskæftige sig med stedet og dets historie og for at samle materiale til en udstilling. Han stammer selv fra Tromsø i Norge og bor til dagligt også på en ø tæt ved Polarkredsen, nemlig Fleinvær, hvor han er en af øens få helt faste beboere.
Udstilling på Røst, Fischfabrik Glae N556, 2018 and Are Andreassen (til højre) ved åbningen på, Museum Kunst der Westküste, 2023, foto: Lukas Spörl
Trykkene viser ikke de historiske begivenheder. Ingen skibe i høj sø, ingen truende undergang, ingen redning af de overlevende. I stedet viser de torsk, der gjorde Norge rig og som stadig i dag sammen med meget andet godt fra havet skaber høj eksportprofit. Til tørring af fisk bruger de stadig den dag i dag de traditionelle fiskeflager i de små kystsamfund. Det samme gælder brugen af ”ravedstanger“, træstangen, der er opkaldt efter råsejlene på vikingeskibene.
For over tusinde år siden bosatte mennesker sig på Røst og hundredevis af andre øer beliggende langt fra den nordnorske kyst. Her levede de tæt på de rige fangstpladser for atlantisk torsk. En konstant tør vintervind med temperaturer på knap over frysepunktet gjorde det muligt at tørre fisken og at opbevare i store mængder over længere tid. Stokfisk var den nærringskilde, der gjorde det muligt for vikingerne at sejle rundt om jorden. Den tørrede fisk var et vigtigt handelsprodukt for Hanseforbundet og gjaldt i århundreder som grundlagdet for den norske økonomi og kultur indtil olien avancerede til landets vigtigste eksportvare i 1970´erne.
Det er disse gamle handelsrelationer og internationale forbindelser, der udgik fra øerne og strakte sig langt ud i verden, der har inspireret Are Andreassen til sine billeder. Det antageligt isolerede samfund var på ingen måde afskåret fra verden, men forbandt mennesker fra forskellige kulturer med hinanden. Herfra udgik penge, fødevarer og, tilføjer Are Andreassen, også historier, myter, glæder, sorger og forandringer til hele resten af verden.
Are Andreassen, Gadus Morhua (torsk) og Are Andreassen, Rosthjell (fiskeflager) begge 2018 © Courtesy the artist, VG Bild-Kunst, Bonn 2023
Og her udvider vi blikket til den lille naboøs markante silhuet, der engang gjaldt som en frugtbar ø og hvor indbyggerne fra Røst gik på jagt og indsamlede æg fra utalige havfugle. Der er langt færre sølvmåger end tidligere, forklarede Andreassen. Det er baggrunden for, hvorfor vi ser en af disse robuste havfugles kranie, der samtidig er en pendant til den snabellignende ”Querinis maske”, der på billedet ses på en signalgul baggrund: Potentiel fare.
Are Andreassen, Maskert Querini, 2018 © Courtesy the artist, VG Bild-Kunst, Bonn 2023
Sådan var det i det mindste på Querinis tid, når der i egen havn løb skibe ind under gult flag. De kunne for eksempel have pest om bord, som de havde med sig fra et eller andet sted i verden. Alting er forbundet og, hvor mennesket driver global handel og griber ind i naturens kredsløb, fremgår det tydeligt. Det er et motiv, der med Corona-pandemien har fået en skræmmende ny dimension.
Kunstnere har ikke altid et svaret på de problemer, de viser i sine værker. Det skal de heller ikke have. Andreassen havde svarene og måtte ikke lede længe efter dem. Folk langs kysten har fortalt om det siden de kunne tænke og ikke kun i Norge, men mange lande kender historien om Utrøst, der på andre sprog hedder lidt anderledes. Historien handler om en hemmelig, usynlig ø, der siges at vise sig for skibsbrudne søfolk og som reder deres liv.
Tre skarve, øens prinser, ledsager de nødlidende op på land. I historien er sætningen ”Naturen giver, naturen tager“ helt tydelig.
Men så er der alligevel noget andet også: Da jeg taler med kunstneren om Utrøst falder det sælsomt klingende ord ”ydmyghed”. Jeg tænker først, at han henviser til det mange sociologer i øjeblikket taler om under begrebet ”utilgængelighed”, der i virkeligheden beskriver en holdning. Det er en diskussion, der handler om at acceptere, at vi ikke kan kontrollere alting, at verden ikke opfører sig som vi vil og, at vi ikke fuldstændig kan bestemme over vores skæbne. Måske er det ikke længere en gængs tanke, men det er en rigtig god tanke.
Samtidig understreger Andreassen temaet erhverv og handlens rolle som fremaddrivende kraft for kultur og kommunikation, idet han fremhæver trykkenes varekarakter og derved gør dem til et brand. Som på et frimærke eller en fragtkiste pranger små skriftelementer i kanten af værket. ”Weste magro“, „Bremer“ og „Italia grande“, der er betegnelser, som bruges til at bestemme kvaliteten på torsken. Med brug af en skabelon har kunstneren placeret dem på værkerne: De orange-, lilla- og okkerfarvede labels er placeret på værkerne som det sidste mens de hvide skrifttegn til dels er dækket af trykket fra den sorte plade. Også farvesporet, der til dels går ud over pladens kant, er ikke lagt helt perfekt, hvorved det håndværklige kommer til udtryk, der giver billederne en jordbunden og personlig karakter.
For Andreassen er det skæbnesvangre møde mellem Pietro Querini og hans søfolk og øen Røsts beboere et billede på, hvordan vi burde omgås fremmede: åbne og nysgerrige.
Pia Littmann, Kurator af udstillingen Dampere, diger, Dramaer. Grafisk tryk fra samlingen og moderne værker