RODNEY GRAHAM Vexation Island

03. marts 2013 til 02. juni 2013

Den canadiske konceptkunstner Rodney Graham (f. 1949) arbejder med en stor mangfoldighed af medier såsom skulptur, maleri, fotografi, film, installation eller musik. Grahams værk er fyldt med referencer til de store mestre inden for litteratur, filosofi, billedkunst og popkultur, hvis myter og værker han gør til genstand for en sympatisirende-ironisk tilegnelse og revurdering. Gentagelsen af ideer, kompositioner og billeder er et helt centralt æstetisk princip i Grahams arbejder. Rodney Graham blev kendt i en bred, international offentlighed med sin kostumefilm Vexation Island, som han konciperede i 1997 til den canadiske pavillon på biennalen i Venedig. Her spiller kunstneren selv en pirat, der er strandet på en øde tropeø à la Robinson Crusoe. Vexation Island er en slapstick-komedie, der opfører den strandede helts neurotiske tvangsgentagelser gennem en evighedssløjfe. Graham vågner op på tropeøen blot for straks efter at blive ramt i hovedet af en faldende kokosnød, som han selv har rystet ned fra en palme. Efter et stykke tid vågner den bevidstløse pirat op igen og går tvangsbetonet tilbage til palmen, hvorefter hele hændelsesforløbet gentager sig. Fra ærgrelsernes ø er ingen flugt mulig.